Men det virker da voldsomt, at en ung mand på sit livs dumhed skal forberede sig på økonomisk ruin. Fodboldtossen fra 2007 skal betale 1,8 mio. kr. i økonomisk kompensation til DBU, og selv om pengene er store, er der kun tabere i denne sag.

Jeg kan egentlig have ret pæn respekt for, at DBU aldrig har valgt at føre denne sag gennem medierne, men udelukkende har bedt om domstolenes vurdering – for at få vished om, at der må ligge et erstatningsansvar i sådanne sager.

Det er egentlig omhyggeligt og fornuftigt at få sat et par principielle stolper. Det er en sikring, der bliver sat.

Men jeg tror, DBU må forberede sig på et imagetab, for når al røgen og alt, hvad der muligvis er fornuftigt og begavet, har lagt sig, vil dette være historien om en ung mands kongebrøler – og om en velhavende kæmpeorganisation, som juridisk ledte efter penge, der kan sende en ung mand på gaden og i økonomisk centrifuge resten af livet.

Hvad der egentlig er den rimelige bestræbelse på at sætte principielle stolper, kommer hurtigt til at rime på grådighed og stor, stor kynisme.

Jeg synes, 1,8 mio. kr. er et voldsomt beløb, selv om dumheden var kolossal dengang i 2007, da Ronni N løb på banen i Parken og svingede med armene.

DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen har enkelte gange signaleret, at fodboldunionen er villig til at debattere kompensationsbeløbets størrelse, også efter det sidste ord er talt ved domstolene. Og jeg tror egentlig, det bliver ganske væsentligt for DBUs image, om unionen får tilpasset kompensationsbeløbet, så det både gør lidt mindre nas på en allerede skamfuld og latterliggjort mand og samtidig sender klare signaler om, hvordan man ikke opfører sig til fodboldkampe.

Det beløb er ikke i min bog 1,8 mio. kr.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard

Det er en overraskende udvikling. Og nyheden rimer vel mange steder på sensation.

Og alligevel er der mening bag galskaben, når man ser tilbage på et halvt år med omklædningsrums-historier om vaklende tillid mellem træner og flere spillere. Det er historier, som vi har arbejdet med en tid, og som nu bliver overhalet af FCKs ledelse.

Det er heller ikke helt sensationelt, når man ser tilbage på et halvt år uden en troværdig fremdrift i spillet på banen. Ja, resultaterne var godkendte. Mere end godkendte – for en ny træner med et nyt hold. Men det var vanskeligt at se tegningen. Jeg tror også, det har været en faktor.

FCK skriver til Fondsbørsen om baggrunden for afskedigelsen:

”Vi må erkende, at der i et nyt partnerskab altid er nogle ubekendte faktorer, som man ikke på forhånd er herre over. Vi må konstatere, at der i dette tilfælde ikke var enighed mellem FC København og Roland Nilsson om, hvordan holdet skulle føres videre.”

Nej, det handler ikke om resultater. Det handler om alt muligt andet. Og inden vi får gravet helheden frem, vil jeg altså vove pelsen og antyde, at bevæggrunden især har to hoveder.

For det første var Roland Nilsson enormt utydelig i sin retning. Han bombarderede FCKs sædvaner med en for skandinavisk fodbold ret usædvanlig rotationsordning, der skabte mere forvirring end konkurrence på træningsbanen. Det virkede  uklart for spillerne, om de havde svenskerens tillid eller ej. Og det resulterede i nervøse præstationer om søndagen. Man hørte endvidere om forvirring også under kamp. Der var FCKs grundprincipper for både defensiv og offensiv spilattitude, men der var for længe en tvivl og en søgen rundt om mange af de mere finjusterede taktiske redskaber.

Og så var der helt afgjort på de indre linjer en stemning, som ikke blev bedre hen over efteråret. Roland Nilsson var på træningsbanen den diametrale modsætning til Ståle Solbakken, som var evigt tilstedeværende og helt fremme for at dissekere en tackling, en offsidefælde eller en afslutning. Straks, med stor lyd og med stor autoritet. Roland Nilsson var en observerende figur, mere tavst reflekterende – og sjældnere end Solbakken og Backe i konstruktiv dialog med ledelsen. Han kørte tingene solo, og han kørte tingene uden megen lyd.

Det fungerede ikke. Enkelte af profilerne lyttede dårligt efter, når svenskeren endelig åbnede munden. Respekten blev kvalt under den stille svensker. Blandt spillerne. Til sidst åbenlyst blandt FCKs ledere, som nu har sendt ham væk.

Det er min klare fornemmelse, at dette forhold blev udslagsgivende, da ledelsen evaluerede på Nilssons efterår. Og at det var nok til, at FCK en sjælden gang valgte at afskedige en træner. Det har været en vanskelig beslutning, for det har været en del af FCKs stolthed, at ledelsen ikke vælger skævt til trænerposten og ikke har gjort det siden Christian Andersen.

Nu blev de nødt til det igen. Og selvfølgelig har der så været helt uacceptable eller uoprettelige forhold på FCKs træningsanlæg.

Carsten V. Jensen, FCKs sportschef, træder nu ind i cheftrænerjobbet – og idet han fortsat varetager sine velkendte opgaver, bliver han en sjælden manager i dansk fodbold.

Jeg har den dybest tænkelige respekt for Carsten V. Jensen, som efter mine bedste idéer har været den måske bedste forklaring på FCKs succes det seneste tiår. Han var været garant for kontinuitet i sin flittige ageren bag rampelyset. Nu træder han frem, og det skal bekymre.

Ikke fordi han er en dårlig træner. Jeg har ikke en retfærdig idé om, hvorvidt han er en god træner. Jeg ved kun, at han har været FCK en forbilledlig sportschef. Men han forlader nu den dedikerede position, som har gjort FCK så meget godt. Og nu laver han noget andet og noget mere.

Det KAN blive en kostbar ændring over tid. Omvendt sikrer det formentlig, at respekten for chefen ret hurtigt vender tilbage i FCKs rækker. Jeg ved, den har været savnet.

Jeg er overrasket over, at den var SÅ savnet.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard

I de seneste 20 år er der blevet underskrevet 53 fyresedler til trænere fra landets bedste række.

Fire skuffede herrer alene denne sæson, og har vi mon set den sidste, inden al nedrykningsrøgen har lagt sig?

Lars Olsen, Magnus Pehrsson og Ove Christensen er allerede sendt på porten, og Ove Pedersen gik selv, da lugten af 1. division blev for stærk i Esbjerg. Der var også fire skuffede trænere i sidste sæson. Og fire sæsonen forinden.

Der er altså en vis risiko for, at hver tredje træner ikke får lov til at afslutte næste Superliga-sæson. Det er vist okay at konstatere, at det er en udsat position.

Men hvor trænerne lever med presset og – gætter jeg – voldsom stress, er sportsdirektøren en fredet størrelse i fodbold. Ham rører vi ikke. Nej, ham rører vi slet ikke.

Kim Brink røg ud af OB tidligere på sæsonen, og selv om Brøndby fortæller en anden historie, blev Anders Bjerregaard forrige sæson fyret i Brøndby. Det er småtterier i sammenligning med centrifugen inde hos trænerkorpset.

Og selvfølgelig giver det mening, at man ikke smider rundt med sportsdirektørerne.

Klubbens ønsker om kontinuitet, tidens varmeste buzz-ord i fodbold, skal sikres. Sportsdirektøren sikrer kursen mellem skiftende trænere og spillere.

Men derfor kan man vel godt kaste et kritisk blik også på sportsdirektørerne.  Så lad os kigge på det. Jeg har i hvert fald denne idé om, at der er danske klubber, hvor sportsdirektøren ville være fortid – hvis han altså var træner.

Som nu Lynge Jakobsen, en af de mest charmerende nordjyder, man kan stampe op, og ubetinget en motor for AaB’s succes de seneste årtier. Det er sikkert også præcist de to faktorer, der holder ham i jobbet. Han er så jovial, at man helst bare vil kramme. Og mesterskaberne var festlige.

Men håndteringen af efterdønningerne fra AaB’s mesterskab for bare tre år siden og de forudsætninger, man fik – også selv om klubben mistede penge på ejendomme?

Håndteringen af transfermarkederne og trænerskifte?

Jakobsen kan ikke se tilbage på de seneste tre år med selvtillid. Og tre år er en stor portion. Han burde ikke tre år efter mesterskab og CL-succes være i nedrykningspanik. Det burde ikke være nødvendigt med dyre, perspektivfattige lappeløsninger som Morten ’Duncan’ Rasmussen og Michael Lumb for at redde  AaB.

Randers FC’s bestyrelsesformand meddelte i går, at sportsdirektør Jacob Nielsen er fredet, hvis kronjyderne rykker ned. Og det er fint. Herfra blot et udtryk for, at Nielsen nok er fredet alene af sin jobbeskrivelse, for indsatsen har ikke været godkendt de seneste par sæsoner.

John ’Faxe’ Jensens kedelige periode, komplet med godkendelsen af et assistentkorps, der fagligt bragede til jorden. Derefter kontraktforlængelsen med den nu afskedigede Ove Christensen, som allerede sidste sommer virkede begrænset til det lange ridt. Men Nielsen turde ikke gå nye veje.

Klubben var vinterens mest aktive på transfermarkedet, og heller ikke de investeringer har flyttet klubben. Og nå ja, de to år i nedrykningspanik til sidste spillerunde. Jacob Nielsen viste dog handlekraft, da man ikke længere kunne overse Ove Christensens minuskompetencer, men arbejdet har så sandelig haft sine skyggesider.

Niels Erik Søndergaard i Esbjerg? Famlende mellem mistillidsvækkende funktionæraftale til eks-træner Troels Bech og pludselig en langvarig jeg-bestemmer-alt-kontrakt til Ove Pedersen, som lod sig selv afskedige, da EfB forholdsvis hurtigt og igen kom i problemer. Her har efter mine bedste fornemmelser været et spillermateriale, som ikke burde spille på nedrykningsstregen, men det sker igen – og sportsdirektøren har også sit ansvar for, at det materiale ikke er blevet givet den optimale ledelse og de optimale forudsætninger.

Heldigt for alle tre, at de ikke er trænere.

Skrevet af Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør Berlingske.

Du kan også følge Flemming Fjeldgaard på twitter.com/ffjeldgaard

Det er desværre helt uimodsigeligt, at Nicklas Bendtner fra Arsenals reservebunke er den bedste boksspiller med dansk pas. Der er ikke for landstræner Morten Olsen et eneste rimeligt power-alternativ, når Bendtner ikke fungerer i front. Og lad os hurtigt blive enige om, at Bendtners udsving på landsholdet opstår lidt oftere, end man kunne ønske sig.

Det sagde vel, gud bedre det, alt om tilstanden i Danmark, da Morten Olsen sidste år valgte at udtage Søren Larsen til VM-slutrunden. En formsvag, opgivet og skadesplaget angriber var noget af det bedste, landstræneren kunne finde til bænken. Og når Nicki Bille – fra Villarreals reservehold – ligner den mest perspektivrige boksspiller med landsholdsdrys, er vi da ikke nået ret langt. Ærligt talt.

Superliga-sæsonen har også været en fattig omgang. Hvis man altså leder efter den klassiske målsluger.

FCK’erne Cesar Santin og i særdeleshed Dame N’Doye har i denne sæson leveret en vare med henholdsvis 15 og 22 scoringer. Men FCK’s sæson er i alle listerne et dårligt udtryk for den generelle tendens i ligaen. Resten er en lunken grød.

Peter Utaka, en gradvist mere uinteresseret målnæse fra OB, har på topscorerlistens tredjeplads – og inden i aften – 13 scoringer i 29kampe for ligaens næstbedste hold, og det er jo ikke statistik, der får internationale fodboldagenter til at slå telt op foran fynboernes hjemmebane.

Men det er dog bedre end næsten alt andet.

Under Peter Utaka har kun tre spillere på topscorelisten evnet at finde målet mindst 10 gange på en sæson: Kim Aabech (Lyngby), Hans Henrik Andreasen (OB) samt Michael Krohn-Dehli (Brøndby). Af disse er kun Kim Aabech på en god dag en decideret angriber.

Altså kun seks spillere med flere end 10 scoringer i denne sæson. Jeg ved, der er tre runder endnu. Men det er en sølle omgang. Og noget af det statistisk mest kedelige i dette årtusinde.

For 10 år siden – i 2001 – var der 14 spillere med flere end 10 scoringer. Danske spillere som Søren Frederiksen, Peter Graulund, Allan Bak Jensen og Henrik ’Tømrer’ Pedersen var i front for topscorerlisten, så det var ikke kun historien om de bedre penge til bedre udlændinge.

Tendensen fortsatte de følgende sæsoner. Danske topscorere i toppen og mellem 11 og 15 angribere nåede over 10 scoringer per sæson. Indtil 2008. Siden AaB’s mesterskabssæson dét år har færre spillere budt ind med flere end 10 scoringer. Kun fem styk i 2008. Ni i sidste sæson. Indtil videre seks spillere i denne omgang.

En ændret spilattitude optager vel sin del af forklaringen. Færre 4-4-2-systemer, flere målsøgende kantspillere og dermed mere isolerede frontløbere. Men det er bekymrende og et udtryk for begrænset kvalitet, at ligaen virkelig mangler målslugere på vej ud af en sæson, der måske mere end nogensinde har handlet om standardsituationer og omstillinger – to målsøgende tilløb, der i høj grad kan iscenesætte angriberne.

Og hvis Søren Larsens tilstedeværelse ved VM, fortalte en kedelig historie, siger det vel også en smule, at Brøndby – dansk fodbolds historisk bedste angrebsfabrik – anno 2011 kan præsentere, hvad jeg vil kalde et af Superligaens svageste angreb. Nicolaj Agger, klubbens bedste bud på en formstærk angriber, har fem scoringer for sæsonen. Færre end både midtbanespillerne Krohn-Dehli og Daniel Wass samt forsvareren Remco van der Schaaf.

Jeg skrev, at forsvarskometen er Superligaens mest overvurderede fodboldspiller. Ikke ringe. Ikke middelmådig. Bare overvurderet.

’Zanka’ har talent i bunkevis og får sikkert en skrigende karriere i udlandet og alle mulige oplevelser. Men når jeg måler på hysteri (egne kolleger inkl.), de over 100 kampe for FCK og denne fornemmelse af, at han allerede bliver betragtet som et af de bedste danske forsvarsnavne ved siden af Daniel Agger, så stiger jeg lige af vognen. Han har ikke kvalitet til den ståhej, der omgiver ham. Derfor overvurderet.

Hvem er så Superligaens mest undervurderede spiller?

Hvad mener I?

Jeg vil da gerne give et bud. Fire faktisk. For der er ikke lige for mig dén ene, der popper frem som den anonyme pragt. Sådan én som Ralf Pedersen fra Viborg og Randers. En maskine til træning og kamp. Hensynsløs i sin stræben efter resultater. Men gennem alle årene totalt undervurderet af modstandere og iagttagere. Helt anonym i overbliksfortællingerne om Danmarks bedste række. En simpel forsvarer, sagde man. Han kunne i sine bedste perioder have flyttet landsholdet, kunne han.

Nå, lad os komme i gang. En målmand, en forsvarer, en midtbanespiller og en angriber.

Søren Jochumsen i Horsens er Superligaens mest undervurderede målmand. Ikke den bedste. Bare undervurderet. Kun FCK har i denne sæson tilladt færre scoringer end Horsens, og selv om østjyderne er næsten verdensberømte for evnen til at skrabe en omgang 0-0 sammen, bliver Jochumsen aldrig eksponeret i særlig grad. Han bliver aldrig kategoriseret som andet end den loyale klubveteran, men han ligner for mig den primære forklaring på, at et profilløst forsvar afviser det meste. Kent Nielsen blev kendt for nulløsningerne i Horsens. Johnny Mølby er nu forbundet til samme historie. Jochumsen, der har været med gennem alle Horsens’ perioder i toppen, får slet ikke den anerkendelse, hans præstationer fortjener.

Thorbjørn Holst Rasmussen er Superligaens mest undervurderede forsvarsspiller. Da Rosenborg inden forårskapløbet købte Jim Larsen i Silkeborg, var Larsen i fuldskæg. Det samme var Holst Rasmussen, og jeg gad vide, om Rosenborg fik det forkerte skæg med hjem. Silkeborg er med en af Superligaens svagere mandskaber i nogenlunde sikker passage i nedrykningsstriden. Ikke mindst takket være bøffen Holst Rasmussen, som både har fået målmand Lasse Heinze og den uprøvede Jim Larsen-afløser Simon Jakobsen til at ligne små millioner.

Izunna Uzochukwu er ligaens mest undervurderede midtbanespiller. Han ville være en eksplosion af en historie, om han spillede centralt i OB, Brøndby eller FCK. Men kender du ham? Virkelig?

Han er 21 år gammel, fra Nigeria og fra FCM-akademiet, og han holder blandt andet med sin allestedsnærværende ildkugle-adfærd Morten Olsens stærkt hypede landsholdsyndling Jakob Poulsen nede i midtbanehierarkiet. Han er alt for god til, at der stadig hersker tvivl om, hvordan man udtaler efternavnet helt korrekt.

Emil Larsen er ligaens mest undervurderede angriber, og her kommer jeg ærligt talt i tvivl. For Larsen har landskampe for næsten samtlige U-landshold, og han er forbundet med tydelige forventninger også i udlandet. Jeg fornemmer nu stadig, at man herhjemme har undervurderet hans betydning for Lyngby.

Han blev alvorligt skadet i oktober, mens Lyngby overraskede alle. Han kom tilbage sidste måned, da Lyngby igen var i grove problemer, og han leder efter sin topform. Men hans potentiale, tekniske evner og betydning er – i den ellers evigt overeksponerede offensiv – undervurderet.

Han bliver landsholdsspiller, gør han.

Så når jeg alligevel i ny og næ skriver, at han er Danmarks mest overvurderede fodboldspiller, handler det selvfølgelig om det fjantede hysteri, der omgiver ham. Medspillere, trænere, presse. Han kan ikke bære det endnu.

Forsvareren har gevaldige oplevelser i sin hvide trøje. Men så har han altså også optrædener, hvor fejlene hober sig op i en pinlig grad, som man simpelthen aldrig ser hos selv de mest Superliga-anonyme, grå forsvarsmus på samme alder som FCK’eren.

Jeg opgav at tælle de personlige fejl, da »Zanka« Jørgensen i aftes skovlede sig vej gennem udekampen mod Brøndby. Der var langt flere end blot den håbløse opdækning ved Brøndbys udligning.

FCK kommer naturligvis frem til den kommende sæson med udfordringer – når både backerne Pospech og Wendt såvel som midterklippen Antonsson skifter klub og efterlader den ny træner Roland Nilsson med et frisk forsvarspuslespil. Selv når jeg øver mig, har jeg svært ved at se Mathias »Zanka« Jørgensen bære dét forsvar videre uden en langt mere sejlivet profil ved sin side. Og dén sejlivede profil er i hvert fald ikke den tyngdekraftplagede hollænder Jos Hooiveld, som ellers går og håber på en kontrakt med mestrene. Roland Nilsson er en cool størrelse, hvis han virkelig tror på den kombination som et centralt led i FCK’s idealopstilling.

Brøndby slap hæderligt fra hovedstadsopgøret. Måske endda bedst. Traditionsklubben er igen drevet gennem en sæson, der har tydeliggjort, at klubben ejer masser af rugbrød i bentøjet, når modstanderne gerne vil have kampens initiativ og ikke bare afventer Brøndbys idéer. Jovist, der har været langt op til FCK’s niveau hele vejen gennem sæsonen, men Brøndby bider da fra sig i de indbyrdes kampe, og Brøndby er altså stadig ubesejret (to sejre og tre uafgjorte) i denne sæson i de i alt fem kampe mod OB og FC Midtjylland – to klubber som gerne vil styre temperaturen i møderne med Brøndby. Træner Henrik Jensens altoverskyggende point-udfordring er stadig de momentvise kollapser, der stadig for Brøndby kan koste tre nederlag i træk til på papiret ringere modstandere.

Jeg kan ikke lade passere, at Brøndby måske også kan være fortællingen om motivation. De får meget forærende af landets mest betydende fanbase. Og de suger tilsyneladende løs af den motivation, de bliver givet i storkampe mod landets tre bedste klubber. Mod mindre klubber er raseriet og antallet af vundne andenbolde knap så åbenlyst. Man taler i dag meget om de ekstraordinært motiverende trænere. Om José Mourinho, om Portos karismatiske Villas-Boas og senest om den nykårede tyske mestertræner Jürgen Klopp. Det er brandtaler og rasende engageret opførsel på sidelinjen, og jeg har altid haft lige så stor respekt for den træner, som roligt og siddende analyserer udviklingen. Den evigt opfarende centrifuge-træner Viggo Jensen vandt jo ikke mange mesterskaber. Men måske Brøndby alligevel kunne være guf for en ekstraordinært motiverende træner. Jeg oplever ikke Henrik Jensen som en sådan.

Der er stadig kun tre sejre mellem 12. plads og femteplads. Jeg vil blot denne uge notere mig, at FC Nordsjælland modigt fastholder en nørklende og nydelig Barcelona-inspireret spillestil, som måske nok burde fortjene ro til mere udvikling (16 hold i ligaen, tak), men som lige nu ligner et alvorligt problem mod de mere kyniske bundrivaler. Men jeg tror nu stadig, det bliver Lyngby og Sønderjyske, der trækker nitten.

Ja, vive les bleus, for han var vel et monster med det meste, og skal man være kæk, er det pudsigt, at Platini som UEFA’s præsident har forsøgt at iturive det monster, vi kunne kalde europæisk topfodbold. Den gamle 10’er knokler fortsat, for han er ikke kommet helt så langt, som han havde ønsket.

Blandt andet fordi der findes masser af modstandere, som ikke lige kan se fidusen ved at indskrænke de største klubbers armbevægelser.

Jeg ønsker Platini det bedste i hans arbejde med at gøre netop dette – indskrænke armbevægelserne i ’The Big Four,’ som vi kalder ligaerne i England, Spanien, Italien og Tyskland. Han læser næppe med. Men held og lykke, Platini.

Franskmandens provokerende grundholdninger kredser om lønlofter, transferlofter og forbud mod udenlandske ejerskaber af fodboldklubber såvel som forbud mod at skrive kontrakter med spillere under 18 år. Han ønsker endda at størstedelen af en startopstilling skal bestå af hjemme-spillere, ikke dyre udlændinge. Han vil endda have, at ’The Big Four’ blot skal være repræsenteret i Champions League med tre klubber. Alene hér er han i temmelig voldsom magtkamp med sportens kapitalkræfter. Der skal være bedre plads til alle andre, mener Platini.

Og der sker da noget. De danske mestre er sikre på CL-deltagelse efter næste sæson. Utænkeligt uden Platini. Jeg synes, det er herlige synspunkter, og jeg bifalder bestræbelsen på at overvinde monstret.

FC Barcelona mod Manchester United på Wembley 28. maj er en nuttet drømmefinale i Champions League, og jeg glæder mig. Det havde ikke været samme hurlumhej med Shaktar Donetsk mod Bursaspor, vel?

Og det er så ofte dér, debatten standser. For hvem vil mene det modsatte? Vil vi ikke gerne se de bedste spillere i finalen og fremme i Champions League?

Mens debatten står stille i det spørgsmål, vokser monstret. I 15 sæsoner – og det er da lang tid – har kun en enkelt klub uden for ’The Big Four’ vundet CL. Det var Porto med José Mourinho i 2004.

Alene det at nå CL-finalen er blevet en sensation uden for ’The Big Four’. Det er siden CL-formatets indførelse helt tilbage i 1992 kun sket fem gange for en klub uden for England, Spanien, Italien og Tyskland. Fem gange. Ud af 38 mulige.

Er det, hvad vi vil se? Vi anerkender vist alle, at den potentielle overraskelse er sportens største tiltrækningskraft. Men verdens største klubturnering i verdens største sport kan ærligt talt dårligt overraskes uden for kongerækkerne.

Det klart bedste fodboldhold uden for ’The Big Four’ er ikke engang med i CL i år.

Porto fra Portugal er ved at ødelægge både den portugisiske liga såvel som Europa League – anført af den kun 33-årige træner André Villa-Boas. Når sæsonen har lagt sig, vil monstret have ædt både holdets bedste spillere – og sikkert også træner Villas-Boas, som rygtes til stort set alt med millardbudgetter.

Real Madrid faldt i semifinalen med en reservebænk, hvis transferværdi alene sikkert kunne skabe 10 forskellige mesterhold i mindre ligaer. Er det fint, de sidder derude? Eller skal forudsætningerne fordeles bedre? Er det fint, at vi allerede fra kvartfinalerne i CL kan tage for givet, at klubben med det største budget vinder?

Platini har min (indrømmet, symbolske) stemme.

Kender I dem? Det hænder, at man kan blive lidt træt, ikke?

I fodbold er Barcelona blevet mekka for de politisk korrekte. Det er med UNICEF på trøjen, selvstændighedsflirtende lokalromantik på Ramblaen og velfriserede sideskilninger uden pandebånd. Det er den bungalowhyggelige talentskole La Masia, hvor selv Messi blev opdraget. Det er fodbold, som fodbold da vist var tænkt. På egne fødder. Hele tiden på egne fødder. Tika-taka. Fremad, fremad, aflevering, aflevering, bolden tilhører os. Og se, når de er færdige, har de ikke engang græspletter på tøjet.

Det er jedi-riddere i granatblåt tøj, evigt kæmpende for demokratisk fodbold, og det er alt sammen så politisk korrekt, at man sagtens kan forstå dem, der engang imellem håber, Darth Maul slår det hele ned.

Jeg kan sagtens forstå trætheden.

Jeg kan sagtens forstå dem, der måtte finde sympati for den rene modsætning, det onde imperium i Madrid komplet med bookmakerfirma på brystet, dubiøs finansiering af milliardforbrug på spillermarkedet og på sidelinjen en kongearrogant portugiser, som sikkert ville stille sine egne børn ind i målfeltet, så længe det gav de nødvendige point.

Jeg kan sagtens forstå dem, der bare føler trang til at holde en meters afstand til det politisk korekte, og som elsker at udstille hykleriet, når Barcelona-spillerne smider sig, som var der håndgranater i benskinnerne – uden at der eksisterer andet end den rene tackling. Hvis overhovedet en tackling.

I alle livets konflikter vil der være tilhængere på begge sider af bordet. Det er ikke anderledes i sport. Og der er stadig ikke en facitliste for stil. Heller ikke i fodbold.

Men selv om jeg anerkender, at det kunne være friskt og i tiden usædvanligt at placere sig i modsætning til det politisk korrekte, forholder jeg mig til aftenens sidste omgang Clasico-dyst således:

José Mourinho foretog i sidste uge en taktisk ødelæggelse af Real Madrids glansfulde, hæderværdige historie, opbygget gennem generationer. Det var skamfuldt at lade de hvide vidundere fra Madrid nøjes med 29 procent boldbesiddelse – inden udvisningen.

Det var skamfuldt efterfølgende at råbe om korruption i UEFA’s rækker. Det var skamfuldt, kun skamfuldt, og jeg ønsker i fodbold intet godt for den attitude, hverken den taktiske eller den medievendte.

Ja, det friske ville være en anerkendelse af Madrid som eksponent for det faktum, at æstetik i sport også kan være den brutale udnyttelse af spillets muligheder. Don’t blame the player, blame the game.

Men jeg stiller mig altså hos de politisk korrekte og håber, jediridderne besejrer portugiseren, pomaden og pandebåndene.

Jeg kan endda – paradoksalt nok måske – have det stilfærdige ønske, at Mourinhos veldokumenterede stædighed skaber en nøjagtig kopi af det første Champions League-opgør. Med 11 spillere på egen banehalvdel og brutal provokation og nedlæggelse af Barcelonas politisk korrekte fodbold.

Og det kunne måske afstedkomme i Madrid en endnu stærkere fornemmelse af, at en af verdens mest hæderkronede fodboldklubber har fortjent bedre end fængselsfodbold og fængselsretorik.

Efter samtaler med folk både højt og lavt i dansk topfodbold, tror jeg, vi er kommet tæt på at skulle svare ja.

Jeg påstår gerne, at Brøndbys sportslige udfordringer i denne sæson blandt (meget) andet kan rime på mangelfuld assistance til Henrik Jensen. Og jeg tror ikke på, at det skulle være tilfældigt, at Brøndby oplevede en markant opblomstring i den korte periode, den ærgerrige, metodiske klubmand Bjarne Jensen optrådte som assistent.

Jeg påstår, at Ståle Solbakkens rekordsættende afslutningssæson havde været en bare lidt kedeligere størrelse uden assistenttræneren Bård Wiggen – som Solbakken i øvrigt insisterende trækker med sig tilbage til Norge.

På den større scene husker vi nemt, hvordan Chelsea mistede næsten al sin fart, da assistenten Ray Wilkins blev fyret under Ancelotti.

Assistentens værdi er måske nok usynlig for os. Men potentielt uhyre effektfuld.

Den dygtige assistent er i dagligdagen den tydeligere motor for spillerne og trækker stabilitet og tryghed ind omkring både cheftræner og spillertrup.

Hos cheftræneren som faglig sparringspartner, naturligvis, men ofte helt lavpraktisk som lynafleder og lommepsykolog. Assistenten holder ofte sin tvivlende, søgende chef fast på kursen enten efter eller på vej mod et nederlag. Det er på afstand af chefen også assistenten, der fungerer som Panodil for den plagede spiller. Han tager de samtaler, spillerne aldrig vil tage med chefen. Om børnene, hustruen, naboen eller spillegælden.

Assistenten er i den grovkornede version ’good cop’ over for chefens ’bad cop’. Chefen tager de sure beslutninger. Du er ude, du skal væk, og du skal ansættes. Assistenten navigerer i et socialt felt uden ansvarlighed for de spændinger, der opstår, når træneren provokerer hierarkiet med forkerte beslutninger. Det er en stor kunst. Og et helt andet job end chefens. René Meulensteen kunne være det fine eksempel på den påstand. Flop som chef i Brøndby, top som assistent i Manchester United.

AaB vandt i 2008 et usandsynligt dansk mesterskab med Allan Kuhn som assistent. Siden han forlod Aalborg, rutsjede det meste. AaBs sportschef Lynge Jakobsen mente, Kuhn var Danmarks bedste assistent, men ikke nødvendigvis den rette cheftræner. Sportschefen blev kaldt vanvittig, og jeg tror i dag, han var helt præcis i sin analyse.

Denne sæson vil blive husket også for en hidsig forfremmelse af assistenttrænere til chefposter. Både OB, FC Midtjylland, Esbjerg og Randers har i denne sæson ladet assistenttræneren træde frem på bekostning af den afskedigede eller opgivende chef.

Er det tilfældigt, at klublederne forelsker sig i assistenten? Selvfølgelig ikke. Der er et element af finanskrise og spareråd, men der er også fortællingen om klubledernes blik for den dygtige assistents afgørende bidrag bag chefen.

Hvis han er så god dér, er han nok endnu bedre længere fremme. Og sådan går det ikke altid. For det er et helt andet job.

Thorup i Esbjerg, Elstrup i Randers, Riddersholm i FCM og Clausen i OB vil alle – enten nu eller senere – kunne fortælle om, hvordan begyndelsen er nem, når man som en halv kammerat har spillernes respekt og beundring. Og derefter skal forsøge at smide det hele til side for at være den chef, der ikke længere kan være halv kammerat og nusse om de sociale spændinger.

En dygtig assistent kan sagtens være en dygtig træner. Men jeg tror, det er ekstraordinært, hvis begge spidskompetencer bliver tydeliggjort i to sammenhængende perioder i samme klub.

Følg også Flemming Fjeldgaard på twitter.com/ffjeldgaard

Et år er et rimeligt grundlag for den bedømmelse, som den sportslige ledelse naturligvis også foretager sig.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at sportschef Ole Bjur efter alle de år med trænerokader og pludselige højresving giver Henrik Jensen den længste Brøndby-snor, der er set siden Michael Laudrup. Klubbens kontinuitet skal for første gang i seks år have en chance. Vi hører ikke andet på de indre linjer.

Og måske det er fint. Måske det bare er mig, der render rundt og udvikler tvivl? Måske det bare er mig, der har svært ved at se Henrik Jensen flytte Brøndby aggressivt fremad?

Brøndby har masser af topklasse. På tribunerne. Sådan har det været længe, og sådan vil det sikkert vedblive at være. Den opbakning giver point, uden at antallet kan opgøres. Men ellers bliver det lidt småt med de fede karakterer.

Truppen er måske ikke til et dansk mesterskab, men er Brøndby ikke til mere end status som midterhold? Det er reelt, hvad Brøndby er.

Brøndby er efter 25 spillerunder hele 28 point fra FCK. Og kun 12 point fra Superligaens bundhold AaB.  12 point er naturligvis en pude, der udelukker nedrykning. Materialet kommer ikke i de problemer. Men der er kun 12 point ned til det kedeligste knappehul i tabellen, og det er alt, alt for lidt for Brøndby. Det er et midterholds situation.

Jeg synes, Henrik Jensen har sin del af ansvaret. Når Brøndby i så larmende grad kan fanges i ubalance både ude og hjemme. Der er lovende dage – som seneste udekamp mod OB. Og der er frygtelige dage, hvor Brøndby ikke kommer med en dyt mere end de mest nedrykningstruede hold i Superligaen. Ikke en dyt. Det er nøjagtig de samme positioneringsfejl, nøjagtig de samme forvirrede tilbageløb, nøjagtig de samme forvirrede kig efter en offensiv løsning. Der findes også i Brøndby en fornemmelse af, at spillerne i mange etablerede opspilssituationer ikke har den fjerneste idé om, hvad der skal ske. Jeg synes, man må forvente lidt mere af Henrik Jensen efter et år.

Det mest bekymrende for cheftræneren er, vil jeg mene, at Brøndby stadig efter et års arbejde med truppen, er afgjort bedst uden initiativet. Og det er bekymrende, for Brøndby hviler på en selvforståelse og en historisk opbygget respekt, der i kampenes selvskabte energier giver Brøndby initiativet. Undtagelserne er kampe mod FCK, OB, FC Midtjylland og i ny og næ mod et formstærkt provinshold, der tror, Brøndby kan ødelægges nemt.

Det kan de ikke, med mindre Brøndby får og tager initiativet. Så er næsten alt muligt. AaB viste det i går.

Brøndby er stadig bedst, når Brøndby bare skal reagere. Brøndby er stadig voldsomt udfordrede, når Brøndby skal agere. Det er ikke min opfattelse, at Superligaen historisk set har født mange tophold, der har savnet evnen til at agere og tage ansvar for en kamps udvikling. Herfølge som den underlige undtagelse i 2000.

Jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt Henrik Jensen virkelig er langtidsholdbar, hvis Brøndby vil være mere end et midterhold. Måske det bare er mig?

Følg også Flemming Fjeldgaard på twitter.com/ffjeldgaard