Flemming Fjeldgaard's blog

Bjarne Riis ville for 10 år siden skabe verdens bedste cykelhold.
Og det projekt virkede ærligt talt lettere udsigtsløst, når han stod med en regnvåd Bo Hamburger og en forvirret mekaniker efter et pommes frites-løb i Flandern.

Men det skulle være verdens mest attraktive cykelhold, rettede så Riis, og han lærte os om det vigtigste parameter for hans succes som holdejer. Han lærte os om værdierne. Om respekt, kommunikation, loyalitet og især om teamwork.
Det blev, som Riis ønskede det. Hans cykelhold blev verdens mest attraktive cykelhold. Han ejede et hold, næsten alle gerne ville opleve indefra.

I dag dufter det af Riis’ første markante stilskifte siden dengang i 2000. Et opgør med en epoke, om man vil.

Man fornemmer nu klart, at der er masser af tyngde i rygterne om flirten mellem Riis og Alberto Contador, den tredobbelte Tour-vinder og verdens ubetinget bedste etapeløbsrytter, som i går afslørede, at han skal finde et nyt cykelhold. Alle, der mener at have inside-viden, peger på det danske hold.

Bjarne Riis får med den mulige manøvre verdens bedste cykelhold. Også uden Andy Schleck. Et drømmehold med Contador – og Fabian Cancellara til klassikerne.
Han får, hvad vi forestillede os dengang i 2000, da vi troede, projektet handlede om at vinde mest muligt, størst muligt.
Det kan blive en betagende udvikling.

Men bliver holdet med Contador stadig verdens mest attraktive cykelhold?

Og kan Riis uden at lyde hul fortsat tale om værdierne, når Contador kommer cyklende med et helt rend af spanske hjælperyttere, massører, agenter og et lønkrav på plus 30 mio. kr.om året. Når Contador lader Riis forstå, at han forbereder sig solo? Når alle hans hjælpere tager pladser fra de (danske?) ryttere, der loyalt og dedikeret har kørt for Riis og for værdierne?

Contador på et dansk cykelhold bliver interessant og respektindgydende. Riis kan være stolt over, at det måske når dertil, at hans hold kan tiltrække verdens bedste rytter.
Men det bliver et nyt cykelhold. På nye værdier, der ikke kan harmonere med Riis’ drømme dengang for 10 år siden.

Jeg tror ikke, Contador og det set-up, der venter, nogensinde var Riis’ drøm.
Jeg tror, han ledte længe efter noget andet og nu er ved at acceptere, at Contador i pakke med alle sponsorkronerne fra Specialized var eneste mulighed, hvis holdet skulle leve videre.

Alberto Contador deler vandene.

Først ‘en danseuse’ i går væk fra den mekanisk udfordrede Andy Schleck. Jeg går mod strømmen af cykeleksperter, idet jeg kalder det dårlig stil. Contador vandt måske masser af afgørende tid, men han tabte i mine øjne muligheden for at vinde stort.

Contador deler måske også vandene i Riis Cyclings bestyrelse – hvis man skal tro dagens L’Equipe-historie om, at Contador er bragt frem mod en Riis-kontrakt af cykelproducenten Specialized.

Riis afviste, da journalisterne i morgen stillede sig foran holdbussen. Ikke en blank afvisning, mere en Riis-kryptisk la-di-da. Så rygtet lever sikkert videre. Men naturligvis er Contador et tema i Riis Cycling, når nu han har bøvl med en kontrakforlængelse hos Astana, og når Riis formentlig sender sine klassement-drenge Fränk og Andy Schleck med Kim Andersen til et nyt hold i Luxembourg. Riis mangler en etapeløbskomet, og man skal være blind for at ikke at have overvejet den største af dem alle.

Hvad taler imod en Contador-aftale hos Riis?

1. Forhåbentlig det faktum, at Alberto Contador har haft ualmindeligt svært ved at smide sig fri af en forbindelse til dopinglægen Eufemiano Fuentes og Operacion Puerto, som rystede cykelsporten for fire år siden. Jeg tager det for givet, at Riis – med tanke på Tyler Hamilton, Ivan Basso og Jörg Jaksche – insisterer på at gå i meget forsigtige sko med sin kaptajn. Det var senest ved at gå galt igen-igen på imagebarometret, da Fränk Schleck indbetalte penge til dopinglægen Fuentes – også selv om Schleck insisterede på, at han blot skulle bruge nogle træningsprogrammer fra en personkreds, han slet ikke kendte. Contador er efter mine bedste begreber en figur, der er mere plettet, end sundt er.

2. Bjarne Riis har aldrig med sine etapeløbsryttere sigtet på øverste hylde. Han har tværtimod været tilfreds med forestillingen om, at cykelholdet er en udviklingssump for niveau 2-ryttere. Ivan Basso, Tyler Hamilton, Carlos Sastre og især Andy Schleck har været eksempler på Riis’ lyst til at udvikle de næstbedste til toppen. Contador er mildest talt flyvefærdig og aldeles udviklet til det øverste niveau.

3. Contador er dyr. Jeg gætter på mindst 30 mio. kr. om året. Det er vel næsten fire gange Andy Schlecks løn. Riis siger ganske vist farvel til en ordentlig lønpakke med begge Schleck-brødrene (formentlig), men jeg tror ikke, han har råd til både Fabian Cancellara og Alberto Contador. Men Cancellara, som vel runder knap 20 mio. kr. om året, kan selvfølgelig flyttes videre til noget andet. Bejlerne står angiveligt i kø for at overtage schweizerens kontrakt.

Hvad taler for en Contador-aftale hos Riis?

1. Contador sikrer Bjarne Riis – næsten – et par Tour-sejre de kommende år. Han er med afstand den bedste cykelrytter i sin generation. Og Riis skriger på en klassement-profil til sit nye projekt. Schleck-brødrene er væk, formentlig. Og der findes ikke på holdet en afløser til de høje bjerge og de store begivenheder. Desværre heller ikke Jakob Fuglsang, som i år kun har demonstreret, at han er meget langt fra de bedste.

2. Riis var i går meget forsigtig med at anklage Contador for ufint spil. Han talte om, at det var Andy Schlecks egen skyld. Nu skal Bjarne Riis selvfølgelig stadig gå en anelse forsigtigt i samtaler om etik og moral i cykelsport, men det lignede en forsigtig fredning af en mand, han måske skal til at lære at holde af.

3. Contadors Youtube-undskyldning virkede underlig. Spanieren plejer ikke at spilde megen tid med den slags, og alle kendere af Contador var ikke et sekund overrasket over, at han selvfølgelig ville udnytte Schlecks uheld til egen fordel. Youtube-vidoen er udlagt som Contadors beskyttelse af eget image. Måske også en håndsrækkende forberedelse til mødet med de holdkammerater, som i øjeblikket arbejder for Schleck.

4. Og naturligvis i sidste ende den anden hovedsponsor for Riis. Sungard er præsenteret. Den anden må vente, sagde Riis. Intet er sluppet ud. Det virker oplagt at præsentere sig som ny hovedsponsor for et cykelhold under Tour de France, når alverdens medier er optaget af cykelsport. Om en måned er fokus et nyt sted. Så hvad holder denne anden hovedsponsor tilbage? Det kan være, at forhandlingerne ikke er afsluttet. Det kan være, fordi den ny hovedsponsor skal lancere et nyt produkt senere på året og derfor afventer for at koble lancering sammen med hovedsponsorat. Det giver vel mest mening. Og så er der Contador-muligheden – at den ny hovedsponsor er bragt frem til Riis Cycling, fordi denne hovedsponsor følger Contador. I så fald giver det mening at afvente. Man præsenterer ikke en aftale med den mand, man forsøger at ødelægge under Touren.

Der spilles altid om tre point i fodbold, men enkelte kampe har alligevel langt større værdi.

Topkampe, bundkampe, storsejre, voldsomme nederlag. Det er eksempler på kampe, der trækker rente i form af enten mental styrke eller smadret selvforståelse. Det er de kampe, der bestemmer en klubs rytme for en længere periode.

De første tre-fire kampe i en ny sæson er den slags kampe. Vi kan kalde dem rentekampe.

Hvilende på den præmis undrer jeg mig gevaldigt over et par optrædener i Superliga-premieren i går. Jeg undrede mig over Brøndbys forsvarsspil. Og jeg undrede mig over Silkeborgs forsvarsspil og attitude.

De to klubber skriger på en bedre selvtillid. På hver sin facon i langt højere grad end alle andre klubber i Superligaen.

Brøndby er egentlig ikke i nærheden af OB eller FCKs truppotentiale, og man skal være ualmindelig blåøjet for at påstå andet. Men Brøndby ejer en fankultur og en traditionsrig selvforståelse, som kan eksplodere på selv de mindste gnister.

OB ville have vundet det danske mesterskab i sidste sæson foran FCK, hvis OB havde haft Brøndbys opbakning, piblende selvtillid og grundigt opbyggede vinderkultur i organisationen. Og ja, det mener jeg seriøst.

Der skal med andre ord ikke alverden til i Brøndby. Og selv om pausen har været kort, er det ikke godt nok af træner Henrik Jensen eller af spillerne, at Brøndby serverer en så uoplagt forsvarsindsats i Randers.

Man kan tale om et behov for forstærkninger, og det er vel ingen ringe idé. Men jeg så primært et behov for simpel organisering, simpel coaching, simpel opspilskoncentration. Brøndby havde i truppen kvalitet og overskud til en udesejr i Randers, men forsvaret smed alle tiders fine mulighed for at komme i klassisk Brøndby-fart på en optur. Brøndby burde have vundet den kamp.

Også Silkeborg skriger på momentum. Klubben imponerede sidste efterår og lå i april på tredjepladsen, da et pokalnederlag i overtid og siden forlænget spilletid åd det mentale overskud fra jyderne. Siden kun nedturen og endda nedrykningsfare i maj. I går åbnede Silkeborg med 1-4-nederlag til FC Nordsjælland og hullahop-friske Nicki Bille (potentielt sæsonens danske profil).

Alt sammen på hovsa-attitude og forsvarsbrølere, der ikke hører hjemme uden for amatørrækkerne. Glemt opdækning på bageste stolpe ved frispark. Ingen opsamling af løse bolde foran eget mål.

Silkeborg og Brøndby skriger på den optur. De kunne have scoret en potentielt vidtrækkende omgang plusenergier alene i premieren. Men de beskyttede bare den mulighed aldeles elendigt. De to klubber skal hurtigt finde den lille gnist, tror jeg.

Brøndby for at komme op i det medaljespil, hvor Brøndby burde leve. Silkeborg for bare at overleve.

Den er god nok. Det er allerede tid til Superliga-premiere. Et kort tilløb til ny sæson, og som det kan aflæses her på siden, er det ikke scoop på scoop, der præger transferlisten. Forventningerne er derfor naturligt afstemt med fornemmelserne fra sidste sæson.

Det betyder nu ikke, at al initiativ til udvikling har været bortgemt, mens VM-slutrunden fandt sin vinder.

Tag bare Brøndby, som fremstår sundere end længe – også selv om profilen Samuel Holmén netop er solgt. Formand Per Bjerregaard er blevet en ærgerrig blogger på klubbens egen hjemmeside, et lille, men kløgtigt kommunikationstræk. Træner Henrik Jensen og samme Bjerregaard har dertil lagt et køligt viskestykke over direktør Palmås signaler om, at Brøndby absolut skal vinde guld. I første omgang må det handle om at finde klubbens maksimum.

Også dette virker som en begavet læresætning for et hold spillere, som set udefra skriger på rettigheden til at udvikle sig uden alt for stramt et pres.

Brøndby har ikke foretaget det transfer-halløjsa, der får forventningerne til at eksplodere, men i overblikket virker klubbens fundament stærkere end længe. Der bliver udviklet i Brøndby, og det er Brøndbys vigtigste målsætning, tror jeg – at give rum og tid til udviklingen. Nu håber man så for klubbens mange ildsjæle, at det påbegyndte arbejde bliver givet de bedst mulige forudsætninger.

Så hvor skal I hen, Brøndby – når der nu kan fortælles historier om, at den tidligere sportschef Anders Bjerregaard stadig fungerer et sted i klubhierarkiet?

Anders Bjerregaard tog sin afsked med klubben for syv måneder siden efter en årrække som hårdt kritiseret sportschef. Han kunne ikke længere klare trykket, lød det. Selv om blandt andet denne avis kunne fortælle om en regulær afskedigelse, iscenesat af den tidligere direktør Frank Buch-Andersen. Men Anders Bjerregaard, formandens søn, er der stadig. Han taler ikke med medierne, og han lusker hurtigt væk, når pressen nærmer sig med spørgsmål.

Det rager mig næsten langsomt, om Anders Bjerregaard passer en post i Brøndby. Jeg står fast på, at han svigtede som sportschef primært i tiden med Kent Nielsen, som skreg på den sparring og arbejdsro, en kvalificeret sportschef bør stille til rådighed. Det rager mig næsten langsomt, om Anders Bjerregaard assisterer ved diverse gøremål, og hvis Brøndby genansætter sønnen, findes der sikkert udmærkede bevæggrunde. Hvem fortjener ikke en chance nummer to?

Men hemmeligholdelsen og luskerierne i stadionkorridorerne bag solbriller er da torskedumt, når nu Brøndby har sat fart i alt det rigtige med en klar kommunikation og en udtalt strategi for selskabet og for den sportslige sektor.

Bjerregaards tilstedeværelse er lige nu den katalysator, som plagede Brøndby i fire år. Det er katalysatoren, der skaber undren, mistillid, forbavselse, tvivl om klubbens hensigter. Og spørgsmål i bunkevis. Ikke arbejdsro og plads til udvikling. Det vil være synd for Brøndby.

Spaniens VM-triumf er en gave til spillet.

En af de grimmeste finaler i nyere fodboldhistorie fik sin fortjente vinder. En verdenmester med en innovativ tilgang til spillet. Jeg lever for fodboldudviklingens skyld fint med, at det ikke lykkedes Holland.

I fodbold finder man ofte æstetikken i det hæslige. Det er fodboldspillets enestående særpræg, at den stærkeste kan have uhyre vanskeligt ved at besejre den ringere, destruktive modstander. Og Holland var den ringere, hæsligere modstander i finalen.
Det lykkedes dem næsten at smadre slutkampen. Også kun næsten. I en finale, der vil blive husket for det grimme. Ikke for æstetikken.

Og dermed blev VM-finalen en nervøs fuser og et opgør, som handlede mest om Hollands bestræbelser på at smadre, nedbryde og stække. VM-finalen lignede alt for længe den passende udgang på et verdensmesterskab, som i overbliksbilledet handlede om destruktion før innovation.

Energierne var ellers lovende inden kampen.

To ens, offensive fodboldkulturer. En VM-finale med historiske og konkrete træk til verdens to mest nyskabende talentakademier, FC Barcelona og Ajax Amsterdam. To landshold, som i sin grundlæggende form har fundet sin inspiration hos to af fodboldhistoriens mest innovative trænerikoner, totalfodboldens opfinder Rinus Michels og den hollandske landsmand Johan Cruyff.

Men der skulle ikke spilles fodbold. Spanien skulle smage græs. Og når de endelig nåede frem, tog de ikke chancerne. Der var ellers rigeligt til en sikker sejr. Det spanske paradoks. Alskens lækkerier, ringe effektivitet.

Det kalder naturligvis på al tænkelig respekt for Holland, at de taktiske ødelæggelser så langt hen ad vejen bar frugt. Det var et begavet træk at skubbe alle de defensive linjer 20 meter længere frem på banen. Det var til gengæld mindre inspirerende, eller rettere rædderligt, at se det hollandske landshold forsøge også at smadre det spanske bentøj.

Det vil længe være mig en gåde, at Holland slap gennem 110 minutter før det første røde kort.

Spanien ville også i mindre grad sparke med. Det var mere kung-fu og Jackie Chan, end det var verdens største sportsgren serveret efterfølgelsesværdigt foran en milliard tv-seere. Og det kan også stadig undre mig, at Mark van Bommel – tre år i træk kåret som Bundesligaens mest beskidte spiller – nåede helt frem til sidste VM-sekund uden en karantænedag eller fire.

Jeg voksede op med en fodboldforagt for nordmanden Egil ’Drillo’ Olsens computerfodbold, og jeg tror, jeg i Mark van Bommel endelig har fundet mit friskere bud på den grimmest mulige tilgang til spillet.

Det er en skam og egentlig også foruroligende, at en træner som Bert van Marwijk med så mange offensive supertalenter (van Persie, Robben, Sneijder) stadig synes, det giver mest mening at spille fodbold baglæns og destruere. Holland – med så megen historie og så meget at tilbyde på papiret. Det var uskønt.

Frem af al det hæslige trådte den fortjente vinder til sidst. Jeg tror, selv totalfodboldens fader, hollænderen Rinus Michels, ville være begejstret for det udfald. Jeg ved, jeg er.

Hvor skal det danske landshold kigge, hvis man vil lære noget væsentligt fra VM-slutrunden.

Skal man kigge på Spanien? Tyskland? Holland?

Hvad med Uruguay? Det giver måske for alvor mening i hvert fald fra det danske perspektiv. For selv om jeg langt ind i evigheden vil forsvare Morten Olsens idéer om, at fodbold skal spilles med bolden på fødderne, og at danske spillere i hvert fald skal sigte efter det tekniske niveau og den boldomgang, Spanien repræsenterer, er Uruguay måske for Danmark det mest oplagte forbillede her og nu.

Jeg nåede i hvert fald at forelske mig en smule i Uruguays attitude. Danmark er et lille fodboldland, lyder forsvaret altid fra især Morten Olsen, når han fornemmer, at forventningerne til fodboldlandsholdet bliver for varme. Uruguay er et endnu mindre fodboldland. Okay, der er en tungere fodboldhistorie og et nært slægtskab med verdensmesterskabet, som Uruguay to gange har vundet, og som landsholdet nu tre gange har forladt fra en fjerdeplads. Men forudsætningerne i Danmark er aldeles sammenlignelige.

Uruguay, med 3,5 mio. indbyggere, har et fodboldforbund, der kun ser halvdelen af DBU’s indtægter, og læg dertil den vanskeligere udfordring med at få landets spillere til at fungere på det sydamerikanske pas i de store europæiske ligaer.

Men Uruguay var den markant bedre oplevelse under VM, endda med spillere, som efter mine bedste begreber har samme begrænsede ressourcer og potentiale som Danmarks. Diego Forlan var en særlig, talentfuld nydelse, men på samtlige de øvrige pladser så man spillere, hvis talent var mindre strålende end den enkelte spillers gejst.

Uruguay ville det altid lidt mere end modstanderen. Og det var altid interessant at oversætte de uruguayanske udmeldinger. De talte aldrig egne chancer ned. De insisterede på, at deres fight og deres sammenhold ville kunne bære til sejr. Hver gang. Jeg synes, Uruguay i deres kampe viste -  deres tacklinger, med deres løbevillighed og med deres investeringer i alle kampens minutter – præsenterede netop den tro på, at hårdt arbejde og vilje kan række langt.

Spillere som anføreren Lugano og Perreira især var oplevelser, fordi de trods det ganske ordinære talent (på dette niveau) blev uundværlige, offervillige profiler.

Jeg er vild med, at Morten Olsen lancerede projekt ’rød tråd’ under DBU og har sat fokus på træningskultur og kommende generationers teknik. Men her og nu er det på attitude, at Danmark skal præstere bedre. Så stik spillerne et par DVD’er med Uruguay, Olsen. Og kig selv med.

Jeg kan ikke mindes en smukkere portion landsholdsfodbold end den, Spanien serverede i VM-semifinalen.

Argentina med Maradona? Brasilien i diverse årgange? Holland i 70’ernes totalfodbold?

Intet matcher i min bog Spanien anno 2010. Jeg tror, vi med denne spanske generation af teknisk sublime overbliksspillere, alle i skumfidusstørrelse og alt mixet primært fra storklubberne Real Madrid og Barcelona, ser offensivfodbold på sit maksimum.

Ingen gør det bedre. Ingen har gjort det bedre før.

Og et ellers halvtrist VM baseret på destruktiv fodbold i alt for mange kampe, får forhåbentlig sin charmerende kulmination, når dette spanske hold tager VM-pokalen efter finale mod Holland.

Det vil være fortjent, og det ligner også det sandsynlige slutresultat.

Mange nationer og mange klubhold ønsker at kopiere, hvad spanierne kan fremtrylle i et spilsystem, næsten alle anvender i moderne fodbold.

Men originalen er så kompleks i sin elegance, at kopisterne næppe nogensinde matcher Spanien. Det gælder også Holland i finalen.

Jeg håber, hvis jeg må strække mig så langt, at fodbold får det rette forbillede ud af et VM, som altid sætter standarder. Og hvis Spanien sætter standarder har fodbold det rart og sundt som verdens største sport. Det er et betagende bekendtskab. For nu at sige det på jysk.

Tyskland havde i lange periode ni spillere inden for 22 meter af egen keeper Neuer. Tyskland, VM’s klart næstbedste hold, havde ikke andet svar end at parere som den groggy nævekæmper, og det var så også næsten rigeligt til forlænget spilletid. Det kan også være rigeligt til at vinde fodboldkampe.

Men en larmende fortjent vinder.

Holland vil som Tyskland, VM’s klart næstbedste hold, anerkende den tekniske klasseforskel og stille sig dybt foran eget felt. Sådan kan også Holland vinde VM-finalen. Men det ligger til Spanien, et af historiens sprødeste landshold efter min mening.

Jeg var på den journalistiske sidelinje, da Riis købte sig et dansk cykelhold for snart 10 år siden.

Det var stille dage. Pressemøder på indeklima-klaustrofobiske moteller, omklædning bag en forhøjet trailer og tv-udbrud på de gode dage.

Jeg husker mange skøre momenter, især en regnkold forårsmorgen før et endagesløb i Holland i 2001. Michael Blaudzun stod under en pressening, gned sine barberede ben og bandede vejret langt væk. Han kunne ikke rumme al den regn. Elendige forhold. Gad dårligt køre.

Fem meter derfra stod Bjarne Riis og gned sig i hænderne. Et skønt vejr, smilede Riis. Det regner ikke på os, kun på de andre, gnæggede han. De svage ryger tidligt i dag, sagde holdejeren videre – uden at ane, at hans egen Blaudzun altså stod og skabte mismodig stemning en spytklat væk.

Det var et sigende moment fra den første tid, og jeg tænkte ofte, at Riis aldrig ville få sine berømte vinger under det magelige cykelprojekt. Meget er udviklet siden, men det kalder dog på anerkendelse, at Riis’ cykelhold igen i år stjæler den internationale dagsorden med et bestemmende greb om verdens største cykelevent.

Vi har måske vænnet os til det. Folder i dag naturligt de store forventninger ud før Tour de France. Men når man husker tonen dengang i begyndelsen, og når man isolerer billedet af det danske hold, som det i går kom hamrende ind på brostenene som feltets ubestridte førerskude, bliver Riis’ livsværk, hvad det trods alt fortjener at være: Et lille, mærkværdigt og uforudsigeligt stykke af den danske sportshistorie. Og tænk, et danskbaseret cykelhold kan vinde Tour de France igen – simpelthen på at være det bedste hold i feltet.

Og det kan det så alligevel næppe.

Watt-freaken Fabian Cancellara trak ellers Riis’ klassement-håb Andy Schleck frem til et rimeligt tidstyveri fra både überfavoritten Contador og »Der Alte« Armstrong. Og hvem savner i øvrigt den suspenderede sportsdirektør Kim Andersens såkaldte genistreger efter de første dage?

Men selv om flere af rytterne fra Team Saxo Bank talte om perfektion i går, må Bjarne Riis ærgre sig over, at al den medgang og al den forberedelse ender med et betragteligt nederlag efter Fränk Schlecks kravebensbrud. Det bliver, tror jeg, en afgørende nitte.

Jeg har egentlig aldrig set det store lys i storebror Schleck.

I hvert fald ikke på dén der TV2-facon, hvor han åbenbart skal omfavnes, omtales og nusses, som er han den lille, henrivende Inge med Dannebrog på badehætten. Jeg var slet ikke vild med ham, efter forbindelsen til dopinglægen Eufemiano Fuentes blev blotlagt og kluntet forsøgt forklaret. Jeg har aldrig været tryg ved hans evne til at holde tyngdepunktet korrekt i fart.

Men han har evner, afgjort, og som taktisk instrument og som psykologisk løfteraket for sin overbliksudfordrede lillebror med det større talent, er Fränk Schlecks afsked tæt på at være en afgørende bet og mavepuster for de Tour-ambitioner, Riis gerne vil se forvandlet til en ny sponsoraftale. Det virkede i optakten naivt, når storebror Schleck drømte om at stå på podiet med sin lillebror, men han var så sandelig en aktør, de største ryttere måtte tage alvorligt, hvis han accelererede i højderne.

Den stressfaktor kan Riis ikke længere spille ud. Og selv om der er åbnet taktiske fordele i bjergene med Andy Schlecks situation foran både Contador og Armstrong, er det i min bog udlignet mange gange med storebroderens exit.

Touren er blevet mange gram vanskeligere at vinde for det danskbaserede cykelhold.

Opturen? At vi formentlig med Schlecks kravebensbrud får lov at se endnu mere aggressivitet og taktisk bidrag fra danske Jakob Fuglsang, hvis etapeløbspotentiale er det mest lovende, vi har set længe.

Den moralske finale ved dette års VM bliver semifinalen mellem Spanien og Tysland.

Spanien er det nye Brasilien. Spanien insisterer på boldkontrollen, finesser og innovation. Det er ikke et landshold, som vinder kampe primært takket være evnen til at afvæbne. Det er sådan, jeg husker Brasilien som knægt. Det er sådan, min far husker Brasilien fra de endnu tidligere år. Og det elskværdige image, Brasilien skabte primært takket være Pelé og i særdeleshold VM-guldholdet fra 1970 – og siden udviklede med både Zico, Socrates, Romario og Ronaldo – er efter mine bedste fornemmelser blevet kuppet af Spanien. Også fordi Brasilien under Dunga ville spille kontrolleret og europæisk.

Det er fodbold lige i nærheden af kunst, når Spanien bedst bygger på kombinationsspillet. Spanien vil, at fodbold kan vindes med bolden på fødderne i længst mulig tid – og at det som udgangspunkt er en trist situation at skulle forsvare på egen banehalvdel.

Et generelt alt for søvndyssende VM – det kedeligste siden 1990 – trænger til at placere trods alt det rette pejlemærke for fodbold de kommende år. Og Spanien er et næsten perfekt forbillede i min bog.

Tyskland er næsten lige så smukt et forbillede. Ungdommelig kækhed og den sublime tydeliggørelse af, at trætte veteraner med prangende cv i moderne fodbold bliver spist af råt talent. Alene på overskuddet. Tyskland er masser af talent, der ikke vil bremses, og oplevelsen smager rart.

Den anden semifinale? Knap så inciterende.

Uruguay er et koncentreret gennemsnitshold, der har ramt et maksimum. Største plus er vel bevidstgørelsen af, at alle landshold kan nå langt i moderne fodbold. Og selv om Hollands sejr over Brasilien skriger på respekt, har det været mere beregnet end inspirerende undervejs, symboliseret bedst af den desværre ret afgørende, men svinsk tacklende kyniker Mark van Bommel, en omvandrende karantæne, som aldrig nogensinde bliver et forbillede i min lille notatbog.

Jeg deler ikke den bekymring, som nu bliver hældt på næsten alle refleksioner over Bjarne Riis’ fremtid som holdejer.

Jeg er ikke svært bekymret, fordi Riis ikke evnede at præsentere en hovedsponsor på et pressemøde i Rotterdam i dag.

Jeg medgiver gerne, at Riis er udfordret. Uden parenteser. Men han er ikke lukket ned, fordi han ikke torsdag kunne præsentere et virksomhedsnavn, som ønsker at lægge millionærboksen i 2011.

Riis skal selvfølgelig notere et tilbageslag. Helt uimodsigeligt. Det er en bitter udvikling, at sportsdirektør Kim Andersen fortsætter hos et nyt hold i Luxembourg. Det er bittert, at Andersen formentlig lukker aftaler med Fränk og Andy Schleck, Riis’ to stjerneryttere. Og irriterende, ubetinget, at de tre mænd tilsyneladende har haft kontakt til Luxembourg-projektets pengemænd gennem det meste af foråret – uden at orientere den mand (Riis), som ellers sagtens kunne bruge klarhed over sine forudsætninger.

Det er en dum udvikling, også fordi den historie vil præge Tour de France. Selvfølgelig vil den det. Riis sagde på pressemødet, at de ikke vil bidrage til fortællingen. Men Held og lykke til Riis, hvis han virkelig tror, han kan lukke ned for spørgsmål om brødrenes fremtid. Hvis han tror, over 1000 journalister ikke forholder sig til en separation, der skal fungere inden skilsmissen.

Det er også en uheldig situation, at de fleste ryttere under Tour de France forhandler kontrakter for den kommende sæson. Det er fakta. Der vil være gang i agent-småsnakken i Tour-krogene i de kommende dage. Riis kan ikke gøre alverden, ved vi. Og det er jo et ærligt problem i udgangspunktet.

Det er i øvrigt også ret trist for Riis, at han efter mine bedste begreber har placeret en mand, direktøren Trey Greenwood, forrest i bestræbelserne på at lukke de aftaler, der skal sikre holdets fremtid. Greenwood virker overmatchet. Der er i hvert fald meget lidt, Greenwood kan vise frem, selv om han har arbejdet for Riis Cycling siden sidste kvartal i 2007.

Der er altså tilbageslag. Masser. Og Riis er presset.

Men jeg er ikke ret bekymret endnu. Historien om Riis’ skæbnestund er skrevet et dusin gange tidligere, og der er altid blevet præsenteret en ny pakke. Flere af rytterne er allerede begyndt at signalere parathed i forhold til at fortsætte hos Riis. Det indikerer, at der i feltet er tillid til Riis’ arbejde. Cykelryttere er vant til spinkle fremtidsscenarier i en sport, hvor kontrakter typisk indgås for enkle sæsoner. Vi taler endda om et hold, som vinder, og som historisk set har kunnet tilbyde en attraktiv karriereplatform.

I cykelsportens verden kan en tilkendegivelse sagtens være rigeligt for Riis til at holde agenterne væk fra dørene. Og så kan Riis hugge til med papirer til underskrift, når sponsoraftalen lander senere på året.

Er det naivt at tro på? Har jeg alt for blind tillid til Riis’ image og tiltrækningskraft i det kriseramte marked?

Måske. Men jeg føler mig sikker.
Riis har haft større problemer end dette. Og hvis ikke Riis kan finde sponsorer til et cykelhold, som stadig markerer sig som et af verdens bedste, har cykelsporten et større problem end dopingspøgelser og elektriske hjælpemotorer.